NLP betyder Neuro-Lingvistisk Psykologi
NLP er kort fortalt en metode, der lærer dig at bruge din egen hjerne optimalt. NLP blev udviklet i USA i 1970′erne af:
- Richard Bandler (datalog)
- John Grinder (lingvist = sprogforsker)
NLP bliver til stadighed udviklet af de mange udøvere og trænere verden over.
Men hvad er NLP?
NLP står for “Neuro-Lingvistisk Psykologi”, hvilket nærmest kan oversættes til “Hjerne-Sprog-Psykologi”. NLP handler om, hvordan vi oplever verden baseret på vores subjektive oplevelser og indre dialog. Vores hjerne lærer på et tidligt tidspunkt i livet at “kode” vores oplevelser på forskellige måder, afhængig af om vores oplevelse er glad, trist, lettet, skræmt, morsom e.a. Denne “kodning” er ikke altid hensigtsmæssig, hvilket kan skabe uheldige måder at opfatte verden og andre mennesker på.
NLP’s opdagelse er – blandt mange andre – at vi med forholdsvist simple mentale redskaber kan ændre denne kodning af vores subjektive oplevelse af verden. Det betyder, at du kan ændre en skræmmende tanke til en tanke, som giver dig mod, energi og styrke. Det kræver blot, at du kender din hjernes kodningssystem, hvilket NLP kan skitsere.
Anvendelser af NLP
NLP bruges efterhånden inden for en lang række områder:
- Salg
- Kommunikation
- Præsentation
- Psykologi
- Terapi
- Coaching
- Ledelse
- Teambuilding
- Og meget andet …
NLP er stærkt, fordi det er meget fleksibelt. Metoden er enkel, men rækker dybt i menneskers ubevidste sind.
En NLP-træners bekendelser
Personligt mødte jeg NLP i 1989 som en del af mine studier i hypnose og mentalhygiejne. Jeg brugte allerede selvhypnose for at skabe positive forandringer i min tilværelse, og jeg oplevede, at brugen af NLP’s principper fremmer effekten af hypnose mærkbart.
Senere begyndte jeg at arbejde med terapi og coaching, og også her oplevede jeg, at NLP fungerer meget stærkt for stort set alle klienter, når blot det bruges respektfuldt ud fra klientens egen model af verden.
Da jeg mange år senere begyndte at undervise i personlig udvikling, begyndte jeg hurtigt at inddrage NLP. Jeg blev uddannet NLP-træner i USA, og i 2009 opnåede jeg certificering som NLP Master Trainer – det højeste niveau i NLP. Jeg nyder at uddanne nye NLP’ere og se deres begejstring vokse for hver eneste dag, i takt med at vi træner de effektive NLP-teknikker til kommunikation, målsætning, planlægning, motivation, overvindelse af forhindringer osv. osv.
Min oplevelse er også, at NLP kan være lidt selvforherligende, hvilket jeg ikke bryder mig spor om. Det er efter min opfattelse essentielt, at man favner bredt, når jeg arbejder med personlig udvikling. Jeg har altid sagt, at NLP ville være min foretrukne metode, hvis jeg var tvunget til at vælge – men jeg siger også, at vi som NLP’ere skal være respektfulde og åbne over for andre måder at gøre tingene på.
Meget af min teknik i terapi og coaching baserer sig på NLP, men jeg rækker ofte ud over NLP’s definitionsmæssige grænser, når det er formålstjenligt.
Læs mere


